Sø-ulykke politianmeldes
Søfartsstyrelsen ser på sagen med stor alvor
Søulykken på Kattegat i januar, hvor to skibe, et svensk fragtskib og en dansk kutter, stødte sammen og to fiskere fra Grenaa omkom, bliver nu en opgave for Østjyllands Politi, det oplyser DR Østjylland.
Jurister i Søfartsstyrelsen har besluttet at indgive en politianmeldelse i sagen, efter at de i to uger har gennemgået hændelsesforløbet for ulykken, som er blevet kortlagt i en søulykkerapport.
Søulykkerapporten blev offentliggjort 12. maj og den slår blandt andet fast, at der ikke blev holdt udkig på de to skibe. Derfor opdagede ingen, at de to skibe i 38 minutter var på kollisionskurs.
Specialkonsulent i Søfartsstyrelsen, Anita Vedsø Larsen siger:
- Vi mener, at der er sket så alvorlige overtrædelser af søfartsloven, at det er en sag for politiet.
Konsulenten vil ikke uddybe sagen ret meget, men antyder, at det nok er det svenske fragtskib, der nu skal undersøges af politiet:
- Vi kan jo ikke anmelde døde til politiet.
Hos Østjyllands Politi bekræfter politiadvokat for særlovskriminalitet, Morten Holm, at de har modtaget anmeldelsen. Men indtil videre er han relativt fåmælt:
- Vi arbejder med sagen på samme måde, som enhver anden sag. Det kommer til at gå så hurtigt som muligt.