Snydt for Vuelta-sejr
Chris Anker slået på bjergetape i Vuelta a España
Det var så tæt på og så alligevel så langt fra for Chris Anker Sørensen på 4. etape af Vuelta a España, hvor han blev nummer to.
Det var løbets første deciderede bjergetape, hvor rytterne skulle over to skrappe stigninger. Danskeren kom med i det afgørende udbrud sammen med spanieren Daniel Moreno, men spanieren var suveræn i spurten og henviste danskeren til andenpladsen.
Et langvarigt udbrud var ellers tæt på at holde hele vejen til mål, men de sidste fire lykkeriddere blev indhentet fem kilometer fra mål.
Chris Anker Sørensen leverede fremragende kørsel på afslutningen af den 170,2 kilometer lange etape fra Baza til Sierra Nevada.
Danskeren trak også det store læs mod slutningen af etapen, hvor han håbede at vinde noget af den tid tilbage, som en punktering kostede ham på 3. etape. Franskmanden Sylvain Chavanel er ny mand i den røde førertrøje, som han overtager fra spanieren Pablo Lastras.
Fire ryttere har været i førertrøjen efter fire dage, eftersom Leopard Trek-rytterne Jakob Fuglsang og Daniele Bennati også har båret den.
Jakob Fuglsang er samlet på tredjepladsen. Han er 49 sekunder efter Sylvain Chavanel.