Snuppede tyvenes bilnøgle

Mand forhindrede fire tyve i at stikke af

Tirsdag lykkedes det for en mand at tilbageholde fire personer, som nu er sigtet for tyveri.

Tirsdag eftermiddag fik Østjyllands Politi en anmeldelse om tyveri fra en landejendom ved Glesborg på det nordlige Djursland.

Her havde en mand bemærket en flok personer ved en bil på gårdspladsen, der var i gang med at tømme en uaflåst staldbygning.

Det fik manden til at tage affære, og han blokerede for gerningsmændenes bil. Da de efterfølgende alligevel forsøgte at køre fra stedet, lykkedes det ham at snuppede nøglen til køretøjet.

Manden havde held med at tilbageholde de fire personer, to kvinder på 26 år og to mænd på henholdsvis 36 og 46 år, indtil politiet kom frem til stedet og kunne anholde dem.

- Hvordan det er lykkedes ham at tilbageholde dem, det ved jeg ikke, men det er fint klaret, siger politikommissær Jan Abildtrup Jensen fra Østjyllands Politi.

De fire personer blev alle løsladt efter endt afhøring, men de er alle sigtet for tyveri fra landejendommen.