Snød a-kasse for 100.000 kroner
36-årig mand idømt betinget fængselsstraf
I perioden fra den 21. oktober 2010 til den 30. september 2011 fik en 36-årig mand fra Silkeborg udbetalt dagpenge, feriedagpenge og aktiveringsydelse. Det skriver mja.dk.
Men i selvsamme periode undlod han at oplyse, at han også arbejdede i sin egen private virksomhed og hos et telemarketing-firma. Det koster ham nu seks måneders betinget fængsel.
Den 36-årige mand nægtede sig i retten skyldig i socialt bedrageri. Han forklarede, at detr måtte være en fejl i edb-systemerne, og samtidig bedyrede han, at der var nogle tal, der var blevet indberettet forkert til a-kassen.
Den forklaring købte Byretten i Viborg ikke, og den 36-årige mand blev skyldig i socialt bedrageri. Han slap dog for en ubetinget dom, fordi det er længe siden, at forbrydelsen blev begået og på grund af beløbets størrelse.