Snigpremiere: Se det nye havnebad i Aarhus

En 2,6 tons tung ståltrappe til et udspringsbassin er den sidste knast, der står i vejen for åbningen af længe ventet havnebad i Aarhus

01:22

VIDEO: TV2 ØSTJYLLAND har onsdag været på guidet rundtur i havnebadet på Aarhus Ø. Video: Aarhus Guiden

Det har været undervejs i fem år, og planen er, at det åbner om få uger.

Håndværkere er lige nu ved at lægge sidste hånd på et nyt, arkitekttegnet havnebad i Aarhus, og i videoen herover kan du få en lille snigpremiere på projektet til omkring 60 millioner kroner. 

Bente Lykke Sørensen, der centerchef for bolig- og projektudvikling i Aarhus Kommune, har onsdag givet TV2 ØSTJYLLAND en rundtur ved det nye havnebad, der både byder på flere bassiner og en strandbar. 

- Det er cirka 70 meter havnebad langs promendaen på Aarhus Ø, hvor man kan prøve forskelllige ting. Der er et juniorbassin og børnebassin. Der er et 50 meter svømmebassin med olympiske mål, hvor man kan træne, hvis det er den ambition man har, og så har vi et udspringsbassin, hvor man kan springe ud, siger Bente Lykke Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er her ved udspringsbassinet, at der mangler at blive monteret en stor og tung ståltrappe.

Mere end et havnebad

Sidste sommer blev det stort anlagte projekt ramt af en udfordring, da vandkvalitetsmålinger i havnebadet modsat tidligere viste bekymrende tal.

- Det har gjort, at vi har ændret konstruktionen på havndebadet, så vandet nu i princippet er renset, når det kommer ind i selve havnebadet, siger Bente Lykke Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Planen er, at det her på sigt skal være et kæmpe stort vandaktivitetscenter.

Bente Lykke Sørensen, centerchef for bolig- og projektudvikling, Aarhus Kommune

Havnebadet, der er tegnet af stjerne-arkitekten Bjarke Ingels, er ikke blot tænkt som et sted, hvor man kan få en dukkert, men i højere grad som et samlingssted med forskellige aktiviteter. 

- Planen er, at det her på sigt skal være et kæmpe stort vandaktivitetscenter. Vi ser havnebadet som en destination både for folk i byen og turister, siger Bente Lykke Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Det har været vigtigt, at det var tilgængeligt herude, så i modsætning til alle andre havnebade, jeg kender i hvert fald, har man også mulighed for at gå rundt herude på en promenade hele året rundt, selvom havnebadet er lukket.

Håndværkere er lige nu i fuld gang med at gøre havebassinet på Aarhus Ø helt klar til indvielse.

Tung trappe står i vejen for åbning 

Den sidste store ting, der mangler i forbindelse med arbejdet med havnebadet, er monteringen af en 2,6 tons ståltrappe ved udspringsbassinet. 

Trappen går en meter ned i vandet og tre meter op til udspringsplatformen og har også den funktion, at den stabiliserer og forankrer den yderste del af havnebadet.

Læs også Aarhus og Randers drømmer om bynære havnebade

Når den unikke ståltrappe er på plads, er der ikke flere store hurdler i vejen for, at havnebadet kan åbne, oplyser Bente Lykke Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND

Hun forventer, at havnebadet åbner i løbet af juni.   

Hvis man besøger havnebadet på Aarhus Ø mellem den 1. juni og den 31. august, er der livreddere til stede.