Snerydning forringes i Randers

Borgerne i Randers kan få en kedelig overraskelse, når sneen begynder at dale ned over kommunen.

Vognmændene, der i årevis har stået for snerydningen i Randers, forudser problemer med snerydningen i kommunen, oplyser DR Østjylland.

- Vi har kørt de sidste 36 år og ruterne er blevet meget længere nu. Vi kan selvfølgelig ikke være over det hele og det forringer servicen for nogle af borgerne i kommunen, siger Niels H. Kjeldsen fra Haslundkær Maskinstation.

De lange ruter betyder, ifølge vognmanden, at man først er færdig på vejene sent på formiddagen eller efter middag, og det kan give store trafikale problemer.

Så sent som i tirsdags kom vi først i gang klokken 7 og derfor kørte vi helt frem til middag før vi var færdige. Det er ikke smart for bilisterne, tilføjer han.

I Randers Kommune erkender man, at nye ruter kan betyde forringelser nogle steder.

Man forklarer ændringerne med, at den nye kommune har skullet koordinere snerydning på både amtets veje og vejene i seks kommuner.