Sneen driller østjyske skraldemænd
Østjyske skraldemænd har svært ved at udføre deres arbejde. De har brug for din hjælp.
Efter jul og nytår er de fleste østjyske affaldsstativer bugnende fulde, og det bliver ikke bedre af, at skraldemændene på grund af sneen har svært ved at få dem tømt.
Ifølge AffaldVarme i Århus gør skraldemændene for tiden deres yderste for at køre efter de normale tømningsplaner ovenpå julens uregelmæssige tømninger og som følge af de seneste ugers vintervejr.
Kunderne kan dog være med til at mindske problemerne ved at stille skraldespanden frem til skel eller sørge for, at der er ryddet for sne frem til skraldespanden. Der må heller ikke være glat.
Derudover bør man sørge for, at der på private fællesveje foretages snerydning og glatførebekæmpelse i overensstemmelse med bekendtgørelsen om snerydning.
Det husholdningsaffald, der ikke kan være i skraldespanden, skal smides i en sort sæk og stilles ved siden af skraldespanden. Skraldebilen tager eventuelt ekstra affald med ved næste ordinære tømning.
- I de kommende dage, mens snevejret driller, kan folk også aflevere husholdningsaffald på en af kommunens seks genbrugsstationer, skriver AffaldVarme i en pressemeddelelse.