Snedig dødbold sikrer FCM tre vigtige point i Horsens

Trods en flot indsats endte Horsens med en resultatmæssig skidt start på mesterskabsspillet

Horsens dominerede i dele af 1. halvleg, men til sidst endte FC Midtjylland med at tage sejren. Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

1 af 3

FCM sikrede sig tirsdag aften tre vigtige point, da holdet på udebane vandt 1-0 over Horsens i Alka Superligaen.

De midtjyske guldkandidater lagde et stort pres i anden halvleg, og det resulterede i en scoring af FCM-forsvareren Marc Dal Hende efter 74 minutters spil.

Det var den målfarlige forsvarsspillers tiende sæsonscoring for midtjyderne, hvilket sender ham op som delt topscorer for klubben.

Læs også AC Horsens henter kroatisk keeper i Chelsea

Sejren og de tre point bringer igen FCM op på siden af Brøndby i toppen af mesterskabsspillet. Begge hold har 13 point ned til FCN på tredjepladsen. 

Det var dog Horsens, der kom bedst fra start og havde flest chancer i første halvleg.

De største tilfaldt hjemmeholdets angriber Lasse Kryger, der på to hovedstødsforsøg i det 5. og 23. minut fik testet FCM's målmand, Jesper Hansen.

Horsens kom bedst fra start og havde flest chancer i første halvleg. Her er FC Midtjylland dog på besøg i Horsens-feltet. Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Horsens-defensiven blev narret

Midtjyderne kom med en mere defensiv opstilling langt bedre ud til anden halvleg.

FCM-angriberen Mikkel Duelund sendte efter 53 minutters spil et langskud lige forbi Horsens-målet.

Men udeholdet skulle helt frem til det 74. minut før den næste store chance kom, og her kunne FCM-forsvareren Marc Dal Hende sætte sin tiende sæsonscoring i kassen til kampens resultat 1-0.

Målet faldt efter en smart hjørnesparkskombination, hvor Jakob Poulsen og Gustav Wikheim i fællesskab narrede Horsens-defensiven.

Poulsen sendte en flad aflevering ind midt i feltet, hvor Dal Hende kom stormende til og scorede det, der skulle vise sig at blive kampens eneste mål.

AC Horsens – FC Midtjylland 0-1 (0-0)

0-1 Marc Dal Hende (74.)

Tilskuere: 3.418