Snart kører togene mellem Aarhus og Aalborg igen - dog med længere rejsetid
Fra den 4. februar kører der igen lyntog mellem Aarhus og Aalborg. Problemer i Randers forlænger dog rejsetiden.
Togpassagerer, der normalt kører mellem Aarhus og Aalborg, kan nu se frem til, at togene snart kører igen.
Siden den 9. december har de måtte finde alternativer, da der ikke har kørt tog på strækningen, da et nyt sikringsanlæg mellem Langå og Hobro har skulle testes.
- Lyntogene vender tilbage på strækningen igen fra den 4. februar. De kommer dog til at køre langsommere, indtil vi har lavet det sidste på sikringsanlægget på Randers Station. Det betyder, at der vil være tillagt cirka seks minutter længere rejsetid i forhold til den normale køreplan, siger Steen Neuchs Vedel, der er anlægsdirektør i Banedanmark, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Mangler dokumentation for anlægget
Planen var ellers, at sikringsanlægget på Randers Station også skulle være klar, men leverandøren ikke har leveret den nødvendige dokumentation for anlægget.
En dokumentation, som er nødvendig for at få anlægget godkendt i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, og det betyder, at togene skal ind- og udrangeres, når de passerer Randers Station.
Læs også
- Vi er stærkt utilfredse med det, og det har vi også givet til kende over for leverandøren, men vi er nødt til at have garanti for sikkerheden, så derfor venter vi selvfølgelig, siger Steen Neuchs Vedel.
Sikringsanlægget forventes i fuld drift til foråret
Sikringsanlægget er det system, der styrer sporskifterne og signalerne på stationerne og ude på strækningerne. Samtlige komponenter i det nye sikringsanlæg skal dokumenteres og testes, inden anlægget kan sættes i drift.
Arbejdet med at teste anlægget kræver fortsat en række spærringer i togtrafikken. Forventningen er, at det nye sikringsanlæg vil være i drift i løbet af foråret 2019.
De kommende sporspærringer i togtrafikken
Arbejdet med at teste anlægget kræver en række spærringer af togtrafikken.
- I perioden fra den 2. januar til og med den 1. februar kører der færre tog efter ændrede tider, og om aftenen er togene erstattet af togbusser.
- I perioden fra den 1. februar om aftenen til og med den 3. februar er alle tog erstattet af togbusser.
- Fra den 4. februar kører InterCity- og InterCityLyn-togene i fuldt omfang men efter ændrede tider.
- Fra den 4. februar vil der periodisk være behov for spærringer af trafikken.
- Køreplanen er foreløbig lagt frem til 29. marts.
- Banedanmark forventer, at det nye sikringsanlæg vil være i drift i løbet af andet kvartal.
- Banedanmark opfordrer til, at man tjekker rejseplanen eller jernbanevirksomhedernes hjemmesider for at få aktuel trafikinformation.
Kilde: Banedanmark