Ervin har mistet både kone og datter: Men over boller i karry får han nye venner
Plejehjemmet Fællesskabets Hus i Ry tilbyder billig varm mad til ældre, der ikke selv bor på plejehjemmet.
Et måltid mad til billige penge kan gøre en kæmpe forskel for de ældre.
Den erfaring har man gjort i Skanderborg Kommune, hvor man holder fast i en åben café på plejehjemmet, Fællesskabets Hus i Ry, hvor ældre kan spise et varmt måltid hver dag.
Ordningen betyder, at ensomme ældre, som ikke bor på plejehjemmet, kan komme forbi og stifte nye bekendskaber.
En af dem er Ervin Markus Deigaard, der har mistet både sin kone og datter. Han spiste mandag frokost med tre andre mænd, der kender hans sorg.
Så da Ervin Markus Deigaard begyndte at græde, var de andre straks klar til at trøste ham.
- Det skal du ikke være ked af Ervin. Vi kender det. Bare gør, som du føler, du skal, trøstede Frede Larsen, der selv har mistet sin kone.
Skaber fællesskab
Cafeens formål er at inkludere plejehjemmets lokalområde og give et fællesskab til de ældre, som måske kan klare sig selv, men mangler selskab til dagligt.
- Jeg kommer herned og snakker med dem, jeg spiser med. Og det hjælper meget, siger Ervin Markus Deigaard.
Andelen af danskere over 65 år, der bor på plejehjem, er nu 3,3 procent – og stadig faldende. Nu er vi i gennemsnit 81,4 år, hvis vi flytter på plejehjem. Og vi bor der blot i gennemsnit 2,5 år, før vi dør.
Det betyder samtidig, at der er mange flere, der bliver boende i egen bolig længere. Og mange af dem vil gerne være en del af et ældrefællesskab.
Derfor har Skanderborg Kommune holdt fast i tilbudet i Fællesskabets Hus, selvom kommunen skal spare lige som mange andre kommuner.
- Det er lige præcis det, der skal til for at undgå kedsomhed og ensomhed, siger Jens Szabo (V), der er formand for sundheds- og omsorgsudvalget i Skanderborg Kommune.
Hvorfor er det vigtigt at have et tilhørsforhold til det lokale plejehjem?
- Det kunne jo være på et tidspunkt, at man fik brug for nogle af de faciliteter, der er her.