Smykkefirma konkurs
28 års historie slutter her
Det østjyske smykkefirma Spinning Jewelry i Søften er gået konkurs efter en periode med dårlige resultater og en genopretningsplan.
Alene i 2010 og 2011 har selskabet præsteret et samlet resultat før skat på knap minus 42 mio. kr. Det fremgår af en børsmeddelelse.
Spinning Jewelry blev i 1985 grundlagt af Hans Henrik Nygaard under navnet Unika Design i en kælder i Aarhus. Den lille butik voksede sig stor, og smykkerne forhandles over hele landet. Men nu må firmaet altså dreje nøglen om.
Selskabets ledelse håbede, at den havde fået vendt den dårlige udvikling i løbet af 2012, og at der var udsigt til et forbedret resultat i år.
Men udviklingen siden slutningen af marts har imidlertid vist, at dette ikke er tilfældet, hvilket har medført et betydeligt udækket finansieringsbehov i selskabet, lyder det i børsmeddelelsen.