Smukt efterårsvejr på vej

Smukt efterårsvejr sætter ind med sol og høj blå himmel

Ugens første dage vil vejret passe fuldstændig til årstiden. Men senere på ugen kan vi se frem til masser af sol og blå himmel.

Det oplyser meteorolog Jens Ringgård fra TV 2 Vejr.

- Mandag bliver skyet, og der kommer regn til alle, mest i de tidlige eftermiddagstimer. Så klarer det lidt op igen i løbet af eftermiddagen og aftenen.

- I den sydlige del af landet bliver det meget blæsende, op til kuling, siger Jens Ringgård.

På de kanter bliver mandagens temperaturer 15-16 grader, længere mod nord 13-14 grader og lidt mindre vind.

Noget blæsende
Tirsdag står på lidt byger, og det bliver noget blæsende.

- Mange vil synes, det er en typisk oktoberdag. Men når tirsdag er overstået, kommer vi ind i en periode med helt tørt vejr, meget solskin, og på nogle måder kan det godt smage lidt af det, vi oplevede forrige weekend. Der vil være meget blå himmel, siger Jens Ringgård.

Dagtemperaturen vil ligge omkring 10-12 grader.

- Forrige nat var vi et par steder nede under nul grader, og det kommer vi igen senere på ugen, så man står op til lidt frostvejr nogle steder, forudser TV 2-meteorologen.

- Så historien er: Mandag regnfyldt og blæsende, tirsdag byger og lidt solskin, derefter flot vejr. Det bliver rigtig smukt.

- Vi begynder virkelig at kunne se farverne i naturen, og det bliver rigtig efterårsflot, når vi får de stille dage, lover Jens Ringgård.