Smukfest-mad til socialt udsatte

Fødevarebanken og Smukfest i samarbejde mod madspild

Foto: Per Bille

I næste uge begynder Smukfest i Skanderborg, og festivalen har besluttet at donere overskudsvarer til fødevareBanken.

Om få dage indtager op mod 50.000 festivalgæster skoven i Skanderborg, og som noget nyt har festivalen besluttet, at den mad, som kommer i overskud fra for eksempel madboderne, vil blive givet til fødevareBanken.

- Det er helt naturligt for os at starte et samarbejde med fødevareBanken. Vi er som festival midt i en skov vant til at tænke i baner, der dels tager hensyn til natur og miljø og dels har vi fokus på at gøre noget for dem i vores samfund, som har det sværere end andre. Vi har gjort det i mindre skala tidligere, men i år kan vi sammen med fødevareBanken gøre det i meget større målestok, siger Poul Martin Bonde, der er talsmand for Smukfest, i en pressemeddelelse.

Se: Smukfest: Gode råd til forældre

FødevareBanken er landets største organisation mod madspil. Årligt indsamler organisationen frisk overskudsmad fra fødevareindustrien svarende til cirka en million måltider. Maden bliver uddelt til socialt udsatte på for eksempel væresteder, krisecentre og børnehjem.

- Samarbejdet med Smukfest er utroligt givende på flere måder. Vi nedbringer for det første spildet på festivalen og sørger for at udsatte borgere får glæde af maden. Samtidig viser Smukfest, at bekæmpelse af madspild og omsorg for udsatte er vigtigt. Og det budskab kan nå ud til rigtig mange mennesker. Det er positivt og er med til at vise et godt eksempel, siger Jesper Ingemann, presseansvarlig i fødevareBanken.

Smukfest finder sted i Skanderborg fra den 5. til den 9. august.

Tidligere på året samarbejde Northside Festival i Aarhus også med fødevareBanken om at bekæmpe madspild, og her blev overskudsmaden fra den aarhusianske musikfestival også doneret til organisationen.