Smukfest forventer at slå egen omsætningsrekord

Trods ekstra udgifter på grund af regnvejr forventer Smukfest en omsætning på flere end 135 millioner kroner

Foto: Scanpix - Axel Scütt

Sidste år omsatte Skanderborg Festival for et rekordstort beløb, og det tyder på, at festivalen igen slår sin egen rekord. Det fortæller festivalens talsmand, Poul Martin Bonde, på et pressemøde søndag eftermiddag.

- Omsætningen ligger umiddelbart lidt over sidste år, vi kender dog ikke det endelige tal, før festivalen er omme. Der er ingen tvivl om, at vi ser frem til nogle ekstra udgifter med regnvejret, men det har vi ikke nogle tal på endnu, siger talsmanden.

Sidste år omsatte festivalen for 135 millioner kroner, og i år kan det altså ende endnu højere, når festivalen søndag slutter. 

Læs også Kæmpemikrofon på Smukfest fangede den gode stemning

Festivalen i Skanderborgs bøgeskov begyndte med et ordentligt skyl regn, da festivalpladsen åbnede onsdag, hvor Skanderborg ifølge DMI fik 18 millimeter regn.

Derfor måtte festivalgæsterne trække i regntøj og gummistøvler, og festivalen kom på ekstra arbejde.

Udvikling i omsætning på Smukfest

2015: 135 millioner kroner
2014: 124 millioner kroner
2013: 127 millioner kroner
2012: 116 millioner kroner
2011: 107 millioner kroner
2010: 98 millioner kroner
2009: 87 millioner kroner
2008: 84 millioner kroner 
Alle tallene er eksklusiv moms

- Det er helt klart noget, der kan mærkes, når vi starter ud med sådan et stort regnvejr, som vi fik onsdag. Det betyder, at der skal lægges ekstra sand, grus, flis og køreplader ud, og det er bare en udgift på budgettet, som altid er svær at sætte.

- Vi kører konservative budgetter, men det koster. Det er et område, som skal have ekstra midler i år, siger Claus Visbye, der er formand for Smukfest.

Læs også Smukfest-pris går til spraglet kvartet

Festivalen har måttet lægge tonsvis af flis ud i bøgeskoven, og der er lagt 2500 køreplader, så det har været muligt at komme rundt på pladsen uden at skulle stå i alt for meget mudder.

Regnen har dog ikke ødelagt den gode festivalstemning, mener formanden.

- Det sætter selvfølgelig et præg, når det regner så voldsomt, som det gjorde onsdag, men vi har et fantastisk publikum, som er svære at sætte ud, siger formanden.

Festen i bøgeskoven fortsætter søndagen ud med blandt andre Christopher og TV2, og mandag klokken 12 lukker campingområderne, så festivalen kan pakke sammen for i år.