Smart Parat Svar: Østjyske elever er Danmarks klogeste
Østjyske skoleelever vinder konkurrencen Smart Parat Svar
Sjetteklasseselever fra Morten Børup Skolen i Skanderborg har onsdag eftermiddag vundet konkurrencen Smart Parat Svar, og eleverne er dermed kåret som de klogeste i landet.
Og derudover har de modtaget en check på 10.000 kroner.
Eleverne fra Skanderborg deltog i konkurrencen under navnet 'The Smileys', og onsdag eftermiddag var der finale i Odense, hvor otte hold fra sjetteklasser fra hele landet dystede om at vinde.
Kamp om at blive den klogeste klasse
Her konkurrerede eleverne i 22 forskellige kategorier som for eksempel eventyr, politik og sport.
Og det viste sig, at østjyderne havde den bedste paratviden, og derfor kunne 'The Smileys' lade sig hylde som vindere af konkurrencen og dermed Danmarks klogeste sjetteklasse.
I videoen øverst på siden kan du se den sidste del af finalen i Smart Parat Svar, hvor 'The Smileys' bliver kåret som vindere.