Smadrede salgsbil: Nu efterlyser butikken dem på Facebook
Indehaveren af JL Auto i Skanderborg måtte i nat køre ud til sin butik, da alarmen var gået. En række unge mænd havde begået hærværk mod en salgsbil
Opdateret: De unge mænd har tirsdag henvendt sig til butikken og indrømmet, at de står bag hærværket.
En totalskadet bil og en manglende Mercedes-stjerne. Det var, hvad indehaveren af JL Auto i Skanderborg mødte op til i nat, da han kørte ud til butikken, efter alarmen var gået.
Ifølge indehaverens oplysninger har overvågningsbilleder afsløret, at fem unge mænd står bag. Dem opfordrer han nu til at melde sig selv i et opslag på Facebook. Opslaget indeholder billeder af den skadede bil men ikke af gerningsmændene.
Læs også
Hvis de fem fyre melder sig inden klokken 16, så vil han udlade at involvere politiet yderligere.
- Vi er interesserede i at få opklaret, hvem de er, så vores kolleger ikke bliver ramt af det samme, siger indehaver Jesper Løffgreen, som anslår, at det vil koste 70-75.000 kroner at udbedre skaderne.
Melder de unge mænd sig ikke, så vil Jesper Løffgreen sende overvågningsbillederne til politiet, så de kan gå videre med sagen.
Der ligger lige nu en anmeldelse hos politiet i sagen, men Sydøstjyllands Politi vil ikke forholde sig til, om Jesper Løffgreen bør gå videre med sagen på egen hånd eller ej.
Som udgangspunkt er Jesper Løffgreen mest interesseret i at løse sagen med hærværksmændene selv.
Læs også
- Jeg er interesseret i at få løst det her på en måde, hvor de ikke bliver straffet mere end højst nødvendigt, siger Jesper Løffgreen.
Hvis de viser sig at være under 18, har han tænkt sig at tage en dialog med forældrene.
At dømme efter skaderne på bilen har de unge mænd efter indehaverens vurdering forsøgt at stjæle forlygterne, men det er ikke lykkedes.
Læs også
Til gengæld har de snuppet Mercedes-stjernen på en anden bil.
- Det virker som om, de bare har villet have et eller andet med derfra, siger Jesper Løffgreen.
JL Autos opslag på Facebook er i skrivende stund blevet delt 432 gange.