Små biler skaber glæde
I Kristi Himmelfartsferien kunne man på landevejene omkring Mols Bjerge støde må trehjulede biler, som giver smil på læben
Ude i Mols Bjerge er der i disse dage guf for folk med hang til Isetta, Henkel og Messerschmidt.
Kendere vil vide, at det er navnene på meget små biler, der trofast tøffede omkring med deres ejere op gennem halvtredserne og begyndelsen af tresserne. Og det gør de skam stadig.
Men i dag er nogle af ejerne yngre end bilerne.
- Det er meget sjovt at have den hobby med sin bedstefar, siger 27-årige Jeppe Andersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Bedstefar Helge Nielsen har både Baronen, Ørntvisten og Krone 1, som alle er biler, der skal gives videre til børnebørnene.
- Det er jo rart, at de gerne vil have dem, når jeg en gang ikke kan mere, siger han.
Fredag blev de gamle damer luftet til rally, som er en slags roadtrip rundt i Nationalpark Mols Bjerge.
- Folk de smiler og vinker, når vi kommer kørende i de små her, fordi mange de kan huske dem, fra dengang de var børn, siger Jeppe Andersen.
Tag på tur med de gamle biler i videoen øverst på siden.