Slut med ulovlige knallertdele
Århus Politi vil standse ulovligt salg af reservedele, der gør knallerter hurtigere end loven tillader.
Århus Politi har sat jagten ind på cykel- og knallertforhandlere, som sælger ulovlige reservedele, der gør knallerter hurtigere end loven tillader, skriver Århus Stiftstidende.
De ulovligt hurtige knallerter har længe været et problem i trafikken, og senest i weekenden var politiet i Århus to gange på jagt efter knallerter, der nær havde forårsaget personskader. I det ene tilfælde kørte føreren af den ulovligt tunede knallert ind i siden på den politipatrulje, der havde forsøgt at standse ham.
Politiinspektør Bent Nielsen fra Århus Politi siger, at unge mennesker ofte fortæller, at forhandleren spørger dem, hvor stærkt, de vil have deres knallert til at køre og dermed altså tilbyder at gøre knallerten ulovlig ved at tune den.
- Vi har den opfattelse, at det er så almindeligt, at man skulle tro, det var løgn, siger Bent Nielsen.
Paul Vilhelmsen, der ejer cykel- og knallertforretningen Rowi, siger, at hans forretning ikke sælger de ulovlige reservedele.
- Der har været steder, der har specialiseret sig i det. Det har vi valgt at holde os ude af. I dag kan man rekvirere det over Internet, så det er blevet noget nemmere, end det var i gamle dage. Men derfor kan man nok ikke sige, at alle forhandlere holder stien ren, siger Paul Wilhelmsen.