Slut med UEFA-bold i Århus
Esbjerg udnyttede ikke de flotte rammer i Århus, da holdet i går blev slået ud af UEFA-Cuppens første runde.
16. okt 2003, kl. 08:06
Mere end 30 dage gammel
6448 tilskuere havde fundet vej til Esbjergs eksil-stadion i Århus, men lige lidt hjalp det, idet Esbjerg reelt var chanceløs.
Spartak Moskva sparkede sig vej til UEFA Cuppens anden runde med en samlet sejr på 3-1. Den traditionsrige russiske klub fik fortjent 1-1 i en kamp, hvor de vestjyske udfordrere aldrig rigtigt udfordrede.
Den vestjyske udligning ved Lasse Krüger kom to minutter før tid, og det var alt for sent til at rette op på den samlede stilling.
En pauver indsats betyder dermed, at der - formentlig - går lang tid, før der igen skal spilles international klub-fodbold på Århus Stadion.