Slut med stank?

Ny opfindelse kan stoppe lugt fra havnen

Mange borgere i Aarhus bliver med jævne mellemrum mindet om Jysk Miljørens' tilstedeværelse. Firmaet behandler forskellige affaldsprodukter - blandt andet olie - og det arbejde resulterer af og til i fæle lugtgener. Tidligere har den aarhusianske luft været så ildelugtende, at borgere har klaget til Aarhus Kommune og miljøminister Ida Auken (SF) over Jysk Miljørens.

Men en helt ny dansk opfindelse skal sætte en stopper for plagen. Systemet er faktisk allerede installeret i Aarhus, og i løbet af de kommende tre måneder skal det finjusteres, så det kommer til at fungere optimalt.

- Vi håber, at anlægget gør, at borgerne ikke længere lægger mærke til, at vi er her. Det skal fjerne den lugt, som olieaffald altid giver, siger Jysk Miljørens? direktør, Bent Naldal, til Berlingske Nyhedsbureau.

- Min forventning er, at når anlægget er finjusteret, kommer man slet ikke til at lugte os længere, siger han.

Det første af sin art

Systemet er resultatet af flere års arbejde på Københavns Universitet. Firmaet Infuser har taget patent på det, og anlægget i Aarhus er det første af sin art på verdensplan.

- Vi tager simpelthen gasserne, laver dem til partikler og fanger dem i et filter. Dermed når gasserne ikke op i atmosfæren, og dermed opstår der ikke lugtgener, siger Infusers direktør, Lars Nannerup, til Berlingske Nyhedsbureau.

Selv om Jysk Miljørens' anlæg stadig mangler finjusteringen, glæder han sig over de foreløbige resultater.

- Der har ikke været nogen lugtgener fra Jysk Miljørens de seneste to uger, siger han.

Kan åbne dørene

Lars Nannerup håber og tror, at resultaterne fra Aarhus kan være med til at åbne døre internationalt. I første omgang satser firmaet på det tyske marked, hvor Infuser etablerer et selskab.

- Der er ikke andre, der er tæt på at have noget tilsvarende. Så vi håber, at vi kan gøre det til en eksportsucces baseret på resultaterne og erfaringerne fra Aarhus. Vi er ved at indsamle en hel masse prøver, og det dokumentationsgrundlag skal vi så bruge over for nye kunder, siger han.

Opfindelsen har ikke kun det formål at fjerne lugtgener.

- Den er også lavet til, at man kan genbruge luft mere effektivt. Hvis man for eksempel i store bygninger i højere grad kan genbruge luften ved at rense den, vil man kunne spare meget energi, siger Lars Nannerup. Han giver udtryk for, at opfindelsen kan være svaret på en række udfordringer i eksempelvis landbruget og ventilationsbranchen.