Slut med at ringe til skadestuen
Først igennem egen læge og lægevagten
Fra i dag er det slut med at ringe direkte til skadestuen, hvis man har forstuvet foden, skåret sig i hånden eller ekstraordinært ondt i maven.
Fremover vil det altid være ens praktiserende læge eller lægevagten, der skal visitere borgerne til skadestuerne. Det sker både for at luge ud i antallet af skadestuebesøg, men også for at gøre det mere simpelt og ensartet,
- Ens egen læge kender nu engang patienterne bedst. Derfor er det også mest logisk, at det er dem, der visiterer til skadestuerne, siger regionsformand Bent Hansen (S), til Århus Stiftstidende.
Bent Hansen afviser, at der er tale om et spareprojekt.
20.000 forkerte opkald
På Nordeuropas største skadestue - Aarhus Universitetshospital på Nørrebrogade - får man cirka 90.000 opkald årligt.
Af dem er de 70.000 vedkommende. De resterende 20.000 - eller cirka hvert femte opkald er fejlopkald og opkald, som burde være rettet til lægevagten eller egen læge.
Fremover skal ens egen læge selv besvare de opkald.