Slut med politi i Ulstrup og Hinnerup

Først blev landbetjenten fjernet. Nu skrotter Østjyllands Politi også forsøg med lokalpoliti i Ulstrup og Hinnerup.

Østjyllands Politi har i en prøveperiode i godt et halvt år haft lokalpoliti placeret i Borgerservice i Hinnerup og Ulstrup hver 3. tirsdag.

Forsøget blev sat i værk, efter at politiet tidligere på året under store protester valgte at fjerne den lokale landbetjent i Ulstrup. På det tidspunkt var landbetjenten i Hinnerup allerede væk.

Der er nu evalueret på ordningen med lokalpoliti i Ulstrup og Hinnerup, og ud fra de borgerhenvendelser, der har været i forbindelse med træffetiderne, konstaterer Østjyllands Politi og Favrskov Kommune, at der ikke er behov for ordningen.

Ordningen vil derfor ophøre med det samme.

Lokalpolitiet vil fortsat kunne træffes på nærpolitistationerne i Hadsten og Hammel.