Slut med luksus-barsel
Tilbud i Randers stoppet, før det kom i gang
Et tilbud fra sygehuset i Randers til mødre, der netop har født, bliver bremset.
Det skal nemlig ikke være muligt for økonomisk velstillede mod betaling at skaffe sig ekstra hjælp på et patienthotel efter fødslen. Det er i strid med loven, fastslår sundhedsdirektøren i Region Midtjylland, Ole Thomsen.
- Det undrer mig, at man har tilbudt en sundhedsydelse mod betaling. Det er ikke lovligt. Man har gået til en grænse, der ikke holder, siger han.
I Randers har man på regionshospitalet, det tidligere Randers Sygehus, tilbudt nybagte mødre et ophold mod betaling af ekstra 1895 kroner per døgn. Dermed slipper de for reglen om hurtig "hjemsendelse" efter fødslen.
Pengene skulle, foruden opholdet, dække grundig sygeplejemæssig vejledning i dagene lige efter fødslen. Projektet blev sat i gang, fordi patienthotellet med 14 barselsstuer og tilsammen 33 værelser havde overkapacitet.
Men nu er planen skudt i sænk, selv om den prismæssigt ville kunne konkurrere med et tilbud i Gentofte nord for København, hvor private jordemødre forlanger op til 5300 kroner per døgn for at vejlede nye mødre. Det sker på Gentofte Hotel. Ingen andre steder i Danmark er der et tilsvarende tilbud.
Beslutningen om tilbuddet i Randers med virkning fra 1. maj har medført, at blandt andre sundhedsplejersker i det østjyske område har kritiseret ordningen, fordi de mener, den stiller velbeslåede forældre bedre end de mindre bemidlede. Også Jordemoderforeningen er meget tilfreds med, at ordningen ikke kommer i gang.
Ifølge patienthotellets leder, Merete Falkenfleth, har ingen
mødre nået at benytte tilbuddet.