Slut med kondomer
Lagrene er tømt, siger lokal SSP-konsulent
Den glade og festende ungdom på årets Samsø Festival efterspørger kondomer, men må gå forgæves. Allerede efter få dage var øens store lagre af kondomer brugt op, oplyser SSP-konsulent Stefan Wolffbrandt fra Samsø Kommune i en pressemeddelelse.
- Jeg har både været oppe i familieafdelingen på kommunen og i øens sundhedscenter, som normalt plejer at have store lagre af kondomer, men de er næsten umulige at opdrive i disse dage. Så jeg har desværre ikke nogle at dele ud til de mange unge, der jo kender mig og derfor kommer og spørger, om jeg har kondomer. Det er jo skønt, at de unge mennesker hygger sig og har en god fest - især når de husker at dyrke sikker sex, siger han.
- Det meget synlige bevis på den livlige aktivitet finder man især om morgenen omkring Øglegøgleteltet, hvor festivalens yngste deltagere - under den seksuelle lavalder - i dagtimerne bliver underholdt med trylleri, jonglering og andet gøgl. Her hygger de unge sig åbenbart om natten, når deres små søskende er taget hjem.
Natteravnene på Samsø melder også om næsten udsolgt, og i Brugsen i Ballen Havn tæt ved festivalpladsen er der heller ikke mange kondomer tilbage på hylderne i disse dage.