Slut med gratis parkering

Det er ikke længere hensigtsmæssigt, at borgere parkerer på kommunale arealer ved Aarhus Ø - og fra 1. september er det slut

Flere og flere aarhusianere har parkeret gratis ved Aarhus Ø på arealer, som egentlig ikke er parkeringspladser - men som heller ikke er skiltet med parkering forbudt.

Hos Aarhus Kommune regnede man med, at det kunne regulere sig selv, men det har ikke været tilfældet.

- I takt med, at der er kommet flere og flere i området bliver der parkeret på uhensigtsmæssige steder. VI har haft en afventende holdning til det, men nu bliver vi nødt til at følge det, som oprindeligt var planen, nemlig at der kun er overfladeparkering i enkelte felter, og der er langtidsparkering i P-kældrene, siger Michael Troelsen fra Center for Byudvikling og Mobilitet i Aarhus Kommune til tv2oj.dk.

Han fortæller, at kapaciteten i de nye P-kældre ikke bliver udnyttet, da folk er ude efter en gratis parkeringsplads. Og det betyder også, at beboere i området skal til at betale for parkering, som de måske hidtil har oplevet som gratis.

- Det vil af beboerne blive oplevet som, at vi pålægger en udgift. Men i virkeligheden har de haft parkeret på et kommunalt areal, hvor det strengt taget kan være ulovligt, men vi har valgt at se igennem fingre med det. Men nu står vi i en situation hvor Aarhus er så udbygget, at det ikke længere løser sig selv, så nu stopper festen, siger Michael Troelsen.

De ændrede regler træder i kraft fra 1. september, hvor der vil være skiltning af de enkelte steder, hvor overfladeparkering er tilladt, og ellers henvises der til parkering i P-kældrene.