Slut med fødselsdags-flødeboller i skolen
Odder Kommune har vedtaget omstridt nul-sukker-politik. Forbuddet skal dog tages med et gran salt - eller sukker, om man vil.
Et flertal af politikerne i Odder Kommunes byråd vedtog mandag aften en såkaldt nul-sukker-politik, der skal begrænse slik, kager og flødeboller i områdets skoler og daginstitutioner.
Oprindelig var der lagt op til at der kun kunne dispenseres tre gange om året. Nu må forældrene i stedet selv bestemme. Politikerne giver nemlig den enkelte forældrebestyrelse lov til at bestemme, hvor ofte der må serveres søde sager for børnene.
Det var dog ikke alle politikere, der stemte for det omstridte forslag.
- Jeg er imod forbud og går ind for råd og vejledning. Restriktioner flytter intet, sagde det konservative byrådsmedlem Hans Midtgaard til Horsens Folkeblad.