Slut med camperende lastbilchauffører på rastepladserne

Et flertal i Folketinget indfører nu tidsbegrænset parkering for lastbiler på de statslige motorvejs-rastepladser

Overfyldte rastepladser i Østjylland skal snart være fortid, lyder det fra politikerne.

Der er udfordringer med overfyldte rastepladser langs motorvejsnettet i Østjylland, hvor især udenlandske lastbilchauffører optager plads. Det skaber campinglignende forhold, som regeringen og Dansk Folkeparti med en ny lov håber på at komme til livs.

Vi er tilfredse, fordi loven opfylder det, vi gerne vil – nemlig at undgå folk camperer på pladserne.

Kim Christiansen (DF)

Partierne har netop besluttet, at lastbiler maksimalt må holde parkeret på rastepladserne i 25 timer. Med denne parkeringsbegrænsning vil lastbilchaufførerne have tilstrækkelig stor fleksibilitet til at afholde deres såkaldte reducerede ugentlige hvil på 24 timer.

- Jeg er glad for, at vi har fundet en model, der forhindrer campinglignende forhold, og som samtidig imødekommer en række af de bekymringer og praktiske udfordringer, som branchen har fremført, siger transportminister Ole Birk Olesen (LA) i en pressemeddelelse.

Læs også Når lastbilerne vælter koster det samfundet millioner af kroner

DF kæmpede for en strammere kurs over for lastbilchaufførerne og ønskede en tidsbegrænsning på 18 timer. Alligevel er den østjyske transportordfører for partiet tilfreds.

- Vi er tilfredse, fordi loven opfylder det, vi gerne vil – nemlig at undgå folk camperer på pladserne. Vi foreslog 18 timer, men de 25 var et stort ønske fra branchen, siger Kim Christiansen (DF) til TV2 ØSTJYLLAND.

Også større bøder

Selvsamme branche og 3F har været en smule skeptisk over for forbuddet og har ved tidligere lejligheder talt for at gøre som i Tyskland og indføre et særligt agentur med ansvar for at kontrollere den tunge trafik.

- Jeg synes da, vi burde lave noget lignende i Danmark, men det ligger ikke lige for. Så nu er vi nødt til at starte et sted, siger Kim Christiansen.

Vejdirektoratet har lavet en stikprøvekontrol på rastepladserne, for at se hvilke der var fyldte og hvor der var pladser. Sådan her så overblikket ud. 

Brancheorganisationen Danske Vognmænd kæmpede ligesom DF for en tidsbegrænsning på 16-18 timer, men glæder sig dog over, at der sker noget på området.

- Vi har kæmpet for, at der skulle ske noget på det her område, og vi er glade for, at der nu bliver gjort noget, siger Jørgen Buhl, der er regionsformand for Danske Vognmænd og er ejer af transportfirmaet J. Buhl og Sønner i Hasselager, nemlig til TV2 ØSTJYLLAND.

Vi vil gerne overnatte andre steder end på rastepladsen, men så er der nødt til at være faciliteterne for os i nærheden af motorvejen.

Gabriel, Rumænien

Udover tidsbegrænset parkering har regeringen og DF samtidig besluttet at hæve det generelle bødeniveau for ulovlig parkering på rastepladserne fra 510 kroner til 2000 kroner. Og hvis man parkerer ulovligt på frakørselsramperne koster det fremover 3000 kroner mod de 1000 i dag.

Behov for nye faciliteter

Hvad udenlandske lastbilchauffører, der eksempelvis er tvunget til at blive i landet weekenden over, så skal gøre, er der ikke et klart svar på. Det bekymrer da også chaufførerne.

- Vi vil gerne overnatte andre steder end på rastepladsen, men så er der nødt til at være faciliteterne for os i nærheden af motorvejen, hvor vi så kan være, siger 35-årige Gabriel fra Rumænien til TV2 ØSTJYLLAND.

01:58

I indslaget her kan du møde Gabriel og de andre østeuropæiske lastbilchauffører. 

Luk video

Den opgave mener politikerne som udgangspunkt ligger hos transportbranchen og de vognmænd, der hyrer chaufførerne.

- Jeg mener grundlæggende ikke, at det er statens opgave at stille gratis faciliteter til rådighed for at løse lastbilerhvervets behov for længerevarende ophold. Jeg ser her en opgave, som branchen i fællesskab selv må være med til at løfte, da det ikke er rimeligt, at lastbilschauffører lever og overnatter i dagevis på de danske motorvejsrastepladser, siger transportminister Ole Birk Olesen.