Slut med at bo ulovligt i sommerhus

Op mod 200 sommerhusejere i Skæring risikerer at skulle flytte, fordi fristen udløber for ulovlige sommerhusbeboere.

Tiden løber ud for tusindvis af danskere, der bor ulovligt året rundt i deres sommerhuse.

31. marts udløber den frist, som et flertal i Folketinget for 10 år siden gav dem til at finde noget andet at bo i. Efter voldsom ballade dengang om ulovlig beboelse i sommerhusområder skulle den 10 år lange frist give rigelig tid til at få løst problemet. Men alene i Århus kommune er der mindst 200 sommerhuse der bebos stadig året rundt. Dertil kommer de mange, som bor i deres
sommerhus, men ikke flytter folkeregisteradressen til stedet.

Mange af dem, der hidtil har boet lovligt på 10-års-reglen, håber, at kommunerne vil give dem endnu en dispensation, så de alligevel kan blive boende i deres sommerhus. Men nogle kommuner er i tvivl om, hvornår de kan give dispensation efter det planloven kalder "særlige omstændigheder".

- Miljøministeriet må præcist sige, hvad de forstår ved særlige omstændigheder, så vi får en ensartet behandling af borgerne. Ellers er jeg bange for, at det bliver en forskellig behandling, borgerne får rundt om i landet, siger Peter Thyssen (R) rådmand i Århus.

I Århus er et attraktive område tæt på byen med tiden vokset sammen med byområdet omkring og opfattes af mange som et almindeligt boligområde. Men ifølge både kommunen og regeringen skal dispensationer nu være undtagelsen, og de fleste beboere må derfor se sig om efter et nyt sted at bo.