Sloges om hundeopdragelse

En mand blev overfaldet med dolk og totenschlæger, da han havde sparket ud efter en hund.

En 39-årig mand blev lettere kvæstet, da han i går blev overfaldet i Rådhusparken i det centrale Århus.

Den 39-årige kom op at skændes med en hundeejer, der luftede sin hund uden snor i Rådhusparken, hvor en del narkomaner holdt til. Den 39-årige blev træt af hunden og sparkede ud efter den.

Det blev hundeejeren sur over, men forsvandt alligevel med sin hund. Kort efter vendte han dog tilbage sammen med en kammerat. De to mænd, som er 20 og 23 år var bevæbnet med en dolk og en totenschlæger og overfaldt nu den 39-årige. Han værgede for sig og fik lettere kvæstelser på armene.

En patrulje kom tilfældigt forbi og så, hvad der skete. De to overfaldsmænd blev anholdt og sigtet for det grove overfald.

Politiet kender i forvejen alle de implicerede, der kommer fra misbrugsmiljøet, som opholder sig i Rådhusparken.