Slog festdeltager med flaske

En 20-årig mand fra Odder er blevet idømt fire måneders fængsel efter et voldsomt overfald under en fest.

En 20-årig mand fra Odder blev i går idømt fire måneders fængsel for grov vold og trusler.

Manden har været varetægtsfængslet, siden han for tre uger siden besøgte en fest i Dyngby øst for Odder. Ved festen kom han op at skændes med en 23-årig mand. Skænderiet endte med, at den 20-årige slog den 23-årige i hovedet med en flaske, så han bagefter måtte sys med flere end 40 sting i halsen.

I forbindelse med gårsdagens retsmøde blev den 20-årige ifølge Horsens Folkeblad også dømt i en anden sag, hvor han var tiltalt for trusler mod et vidne. Det gav en fællesstraf på fire måneders ubetinget fængsel.

Efter retsmødet blev den dømte løsladt fra sin varetægtsfængsling. Han skal derfor først afsone sin dom på et senere tidspunkt.