Sløje resultater koster i AGF-regnskabet

Sportslige resultater og fyringen af cheftræner Glen Riddersholm er med til at trække AGF-regnskabet ned

Her ses AGF-spillerne Tobias Sana (th) og Mustapha Bundu i aktion for AGF mandag, hvor aarhusianerne spillede 0-0 hjemme mod Sønderjyske i Superligaen. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

En sportsligt skuffende efterår fik konsekvenser på både trænerbænken og bundlinjen i superligaklubben AGF.

I halvårsrapporten fra AGF A/S har selskabet bogført et underskud på 3,9 millioner kroner i perioden 1. juli til 31. december 2017.

Læs også Martin Pusic kan forvente mange kampe i AGF-angrebet

- På mange områder følger selskabets udvikling i regnskabsperioden den plan, vi har lagt. Vi oplever fortsat en vækst på sponsorsiden, vi har fremgang i tilskuertallet og vores eventafdeling bidrager også positivt til økonomien, siger administrerende direktør Jacob Nielsen og fortsætter:

- Vi må dog samtidig konstatere, at vi sportsligt ikke har præsteret som forventet i den første halvdel af sæsonen, og det kan også aflæses i det økonomiske resultat. Vi er stadigvæk inden for rammen af vores forventninger, men det er i den lave ende, og vi har alle et stort arbejde, der skal gøres for at præstere bedre sportsligt i den resterende del af sæsonen.

AGF fyrede cheftræner Glen Riddersholm 30. september og erstattede ham med David Nielsen, der blev købt fri i Lyngby.

David Nielsen overtog i efteråret træner-posten i AGF, efter klubben fyrede Glen Riddersholm. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Sammen med nedgang i transferindtægter har trænerskiftet været med til at påvirke regnskabet negativt.

Til gengæld er omsætningen steget fra 54,6 millioner kroner til 58,3. Det skyldes først og fremmest øgede sponsorindtægter.

Efter 21 kampe har AGF 23 point og befinder sig på 11.-pladsen i Alka Superligaen.

Der er fem point op til den sjetteplads, der giver adgang til mesterskabsslutspillet.

11:34

VIDEO: Kritiserede AC Horsens: Bo H. og Martin J. skal på fodboldtur

Luk video