Slipper ikke for straf
I en måned fik to unge fyre fra Århus grund til at tro, at forbrydelser betaler sig, men det er slut nu. Et groft overfald straffes.
Politiet i Århus har nu, efter en måneds efterforskning, fundet frem til de to unge mænd, som sidst i juni overfaldte en mand på Ingerslevs Boulevard i Århus.
Overfaldet skete den 21. juni klokken 00.21. To fyre på 18 og 19 truede og sparkede en 52-årig mand. Eneste udbytte var mandens mobiltelefon.
- Vi anholdt den 18-årige i fredags, og i dag fandt vi så frem til den 19-årige, men så har vi også efterforsket sagen i mere end en måned. Det fortæller Politikommissær Aksel Mølsted til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 18-årige er indtil videre varetægtsfængslet for 4 uger.
- Vi satser på, at det også bliver tilfældet for hans makker, når han senere i dag skal fremstilles i grundlovsforhør.