Slipper for fængsel

Bankdirektører frifundet for kursfup

To direktører i bankverdenen slipper for at komme i fængsel for kursmanipulation. Også Sparekassen Himmerland frifindes.

Vestre Landsret har fredag formiddag frifundet de tiltalte i sagen, som er den hidtil største om kursmanipulation i Danmark. Også tre bankansatte blev frifundet.

Bagmandspolitiet havde tiltalt Svend Jørgensen fra Sparekassen Himmerland og Finn Strier Poulsen fra Ebh Bank for at ville vildlede markedet, da de i 2008 indgik aftale om, at Ebh Bank skulle købe aktier i sparekassen.

De tre juridiske dommere og de tre domsmænd i landsretten er enige om afgørelsen.

Da dommen blev læst op, var der stærke følelsesmæssige reaktioner fra de tiltalte, som havde valgt at møde op.

Påstanden var, at kursen skulle holdes oppe på 600, og at der dermed skete kursmanipulation, lød anklagen.

Men der er ikke beviser for, at Ebh Banks bud på børsen lå på et unormalt eller kunstigt højt niveau, fastslår landsretten.

Da byretten i Hjørring behandlede sagen i marts sidste år, blev de to direktører fundet skyldige og hver straffet med fængsel i fem måneder.

Selv om transaktionerne ikke førte til, at kursen blev holdt kunstigt oppe, var der alligevel tale om en grov lovovertrædelse, mente byretten.

I første omgang blev sparekassen, som i mellemtiden har skiftet navn til Jutlander Bank, desuden straffet med en bøde på fem millioner kroner, ligesom tre ansatte hver fik tre måneders fængsel.

Fredagens afgørelse var ventet med spænding. Sagen kan nemlig påvirke to andre store sager om påstået kursmanipulation, har specialanklager Jørn Thostrup tidligere sagt til Ritzau.

Det drejer sig om sagen om påståede lovovertrædelser i Lokalbanken i Aarhus, som kommer for retten i maj. Og om sagen mod Parken, hvor blandt andre Flemming Østergaard er tiltalt.