Slipper for dyrere varme
Holder prisen på fjernvarme i ro
Varmekunder i store dele af landet oplever i øjeblikket markante prisstigninger på deres varmeregning.
Men ikke hos de randrusianske fjernvarmekunder, der får deres varme fra Kraftvarmeværket på Randers Havn.
- I Randers har varmekunderne helt sikkert også hørt meget om afgiftsændringer og prisstigninger på fjernvarme. Verdos kunder kan dog roligt nyde varmen derhjemme. Prisen stiger nemlig ikke, og vi holder den endda på præcis samme niveau, som vi har gjort de sidste tre år, siger Verdos bestyrelsesformand, Søren Fischer, i en pressemeddelelse.
Fyrer kun med biomasse
Ifølge Verdo bærer omlægningen fra kul til biomasse på i 2009 en stor del af årsagen til, at selskabet kan holde fjernvarmeprisen nede.
En del af biomassen består af af træflis fra det afrikanske land Ghana.
- I dag fyrer vi kun med biomasse på kraftvarmeværket, og faktisk var 2012 var det første år, hvor vi fyrede med 100 procent biomasse. Omlægningen til træflis og andre grønne brændsler er afgørende faktorer for, at vi kan holde varmeprisen nede, siger administrerende direktør, Kim Frimer.