Slipper for at betale erstatning
Århusianer slipper for at betale erstatning for 154 stjålne PH-lamper, han solgte på kræmmermarkeder.
En 44-årig mand fra Århus slipper for at skulle betale 388.000 kroner til den verdenskendte lampevirksomhed Louis Poulsen A/S.
Det besluttede Vestre Landsret, selv om landsretten fandt ham skyldig i hæleri ved salg af 154 stjålne PH-lamper på kræmmermarkeder rundt om i Jylland.
Som i byretten blev han idømt seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste. Men han slipper altså for at skulle betale de 388.000 kroner i erstatning, som byretten ellers havde dømt ham til.
I 1999 kom århusianeren i kontakt med en mand fra København, der kunne levere de eftertragtede PH-lamper. Den nu dømte hæftede sig ikke ved, at de fleste lamper var i originalpakninger, men solgte dem videre på markeder. /ritzau/