Slikmutter blev ikke slået ud

Forretningen Sukkerstokken blev i aftes udsat for røveri, men ekspedienten fik jaget tyven på flugt.

En slikmutter rystede i aftes en cirka 30-årig mand, som forsøgte at begå røveri i slikbutikken Sukkerstokken i det centrale Århus.

Røveren truede den kvindelige ekspedient med en stor kniv og ville have kassebeholdningen udleveret. Men det havde slikmuttter ikke tænkt sig at adlyde.

I stedet truede hun tyven med at ringe til politiet, samtidig med at hun løftede telefonrøret. Det fik røveren til at opgive sit forehavende, og han tog i stedet flugten fra slikbutikken.

Han beskrives som 185 centimeter høj, almindelig af bygning, ørelangt kastaniebrunt hår og buskede øjenbryn. Ved røveriet var gerningsmanden iført lyseblå cowboybukser og sort jakke med krave.

Politiet vil gerne høre fra de kunder, som omkring klokken 20.40 har handlet i Sukkerstokken.