Slidt Mikkelsen siger stop

Jesper Mikkelsen fortsætter i Silkeborg IF som træner

34-årige Jesper Mikkelsen har valgt at indstille sin karriere, da kroppen er slidt og ikke kan holde til det længere - men han fortsætter i Silkebog IF. Her skal han fremover være ungdomstræner, og til sommer overtager han tjansen som træner for U17-holdet.

- De fysiske udfordringer er blevet for store. Jeg har døjet med knæet siden 2008, og jeg har haft en dårlig tå i de sidste tre-fire år. Jeg er slidt og kan mærke, at jeg ikke er i stand til at nå den træningsmængde, der skal til for at jeg for alvor kan gøre mig gældende, siger Jesper Mikkelsen til Silkeborg IFs hjemmeside.

Jesper Mikkelsen kom til Silkeborg i 2010, og han har spillet 112 kampe for klubben og scoret fem mål.

- Jeg har jo mærket signalerne i en del år, men valgt at overhøre dem. Jeg føler, at jeg nu er nødt til at høre efter. Samtidig har jeg fundet noget andet, som jeg brænder mere for, end at fortsætte karrieren i det sidste halve år af min kontrakt, siger Jesper Mikkelsen.

Se: SIF Sejrede i første test

Jesper Mikkelsens karriere tog for alvor fart i FC Midtjylland, hvor han nåede mere end 200 kampe. Siden har han været omkring Esbjerg fB og franske Troyes AC, inden turen gik til Silkeborg i 2010.

- I første omgang skal jeg rundt i hele butikken og give en hånd med, hvor der er brug for det, suge til mig og få erfaringer. Det drejer sig om træningen på SIF Fodboldskolen, Talent Team på Sølystskolen, Silkeborg Fodbold College og Silkeborg Efterskole - jeg skal hele vejen rundt og samle erfaring. Jeg har naturligvis mine erfaringer fra karrieren at trække på, og jeg har min træner-uddannelse (A-licens), men nu skal jeg ud og prøve mig selv af som træner i praksis, siger Jesper Mikkelsen.

I denne sæson er det blevet til 10 kampe for den 34-årige spiller, og i Silkeborg er de glade for at kunne beholde ham i klubben.

- Jeg er ked af, at Jesper er nødt til at stoppe. Men når det ikke kan være anderledes, er jeg rigtig glad for, at vi bevarer en kapacitet som Jesper i SIF. Han er en personlighed, som de unge talenter kan spejle sig i og lære af. Det har længe været planen, at Jesper skulle indgå som træner til sommer, men når kroppen har sagt stop nu, giver det en unik mulighed for at forberede Jesper helt optimalt på sin kommende rolle, siger Jesper Stüker, der er sportschef i Silkeborg IF.