Slemt forbrændt efter brand
En er blevet slemt forbrændt og yderligere tre skal formentlig indlægges efter brand på plejecenter
Plejecenteret på Rymarken 120 tæt på Hasle i Aarhus har været udsat for en brand onsdag eftermiddag, der har sendt en ældre, mandlig beboer på hospitalet med svære forbrændinger.
- Det så træls ud. Han havde forbrændinger på underlivet og benene. Han er stærkt forbrændt og er kørt på hospitalet, siger indsatsleder ved Aarhus Brandvæsen Bjørn Christensen til tv2oj.dk.
Det var en lejlighed i plejecenteret, der var brudt i brand, men det var lykkedes personalet selv at slukke branden, da Aarhus Brandvæsen ankom.
- Der er to til tre fra personalet, der også ryger på hospitalet med symptomer på en røgforgiftning, siger Bjørn Christensen, der ikke ved, hvordan branden er opstået.
Personalet er blevet røgskadet i forbindelse med, at man har hjulpet den ældre mand.
- De har handlet fint og fået ham ud på et badeværelse og påbegyndt nedkøling, siger Bjørn Christensen.
Østjyllands Politi fortæller, at branden er startet ved at den ældre mand har tabt en cigaret ned i sin beklædning, som der er gået ild i. De kender ikke til detaljer omkring plejepersonalet endnu.