- Slår politisk plat på ballade
Stenkast skyldes ikke ghetto-kriterier, mener minister
Det er en meget alvorlig sag, når unge kaste sten mod politiet, containere sættes i brand, adskillige bliver anholdt, og uroen i et boligområde hersker. Det er minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) enig med Venstre i.
Men at begynde at bruge de seneste afteners uroligheder i Bispehaven i Aarhus som illustration for, at de nye ghettokriterier, som ser ud til at sende netop Bispehaven ud af ghettolisten, er hverken fyldestgørende eller rimeligt, mener ministeren.
- Jeg synes, Venstre forsøger at slå politisk plat på en meget alvorlig sag, og det er jeg selvfølgelig ked af. Det er en for alvorlig sag til, at vi kan tolke det på den måde. Vi har beholdt de gamle kriterier, og så skal vi selvfølgelig slå hårdt ned på den her uro, uanset om man er på en liste eller ej, siger Carsten Hansen.
Blot et "arbejdspapir"
Han understreger, at politiet fortsat arbejder intenst i områder med behov - ghettoer eller ej.
Desuden slår han fast, at den nye ghettoliste, som regeringen, de Konservative og Liberal Alliance er enige om, med to nye kriterier, uddannelse og indkomst, fortsat også dækker over de tre eksisterende om arbejdsløshed, kriminalitet og etnicitet - og at det blot er et "arbejdspapir", som ikke er trådt i kraft endnu.
Derfor er den gamle liste stadig gældende og Bispehaven fortsat en "ghetto".
Politiet: Skyldes aktuel sag
Venstres boligordfører, Louise Schack Elholm (V), har tidligere torsdag peget på, at urolighederne, som primært unge mænd fra Bispehaven - efter politiets opfattelse - står bag, beviser, at de nye kriterier fejler. Optrin som disse er netop problemer i flere af de områder, som er røget af ghettolisten, mener hun. Og det skaber ikke tryghed. Tværtimod.
- Problemet med den nye ghettoliste er, at vi ikke fanger de områder, hvor der er utryghed, og hvor folk ikke tør gå ud om aftenen. Det illustrerer sagen med Bispehaven, hvor der har været bål og brand i gaden, hvor der er blevet kastet sten mod politiet, og 15 er blevet anholdt, siger Louise Schack Elholm.
Politiet mener, at uroen i Bispehaven udløber af en aktuel voldssag, hvor en person blev varetægtsfængslet tirsdag. Og selv om politiet har været massivt til stede, bliver de unge ikke inden døre, men udviser ifølge politiet "fjendtlig stemning".