Slap heldigt fra tur i vandet
21-årig faldt i vandet ved Randers Havn
27. dec 2014, kl. 12:27
Mere end 30 dage gammel
Den 21-årige mand, der tidligt fredag morgen faldt i det kolde vand ved Randers Havn, er ikke kommet noget alvorligt til.
- Han blev tjekket på skadestuen, og så sendte de ham hjem igen. Så han er sluppet heldigt fra det, siger Stig Heidemann, der er vagtchef hos Østjyllands Politi.
Det var to vidner, der omkring klokken seks fredag morgen slog alarm, da de kunne høre en mand råbe om hjælp fra havnebassinet, men ikke kunne se ham på grund af mørket.
Det lykkedes for redningsmandskabet med hjælp fra en bådshage, at gribe fat i mandens bukser, hvorefter han kunne hales i land.
Den 21-årige blev herefter kørt til skadestuen, og politiet oplyser nu, at han efter omstændighederne har det godt.