Slagtehus får løftet pegefinger

Fødevarestyrelsen pålægger indskærpelse

Hårby Slagtehus har nu fået en indskærpelse fra Fødevarestyrelsen. Slageriet skal tydeligt angive med mærkater på kødet, hvad det præcist indeholder.

Fødevarestyrelsen løftede lørdag pegefingeren over for Hårby Slagtehus, der i seneste tid har været udskældt for at sende et blandingsprodukt af heste- og oksekød uden at fortælle køberne om det.

Ejeren, Niels Juul Nielsen, har hele tiden fastholdt, at han har fortalt kunderne om, hvad han solgte. Men nu er han altså blevet påbudt at angive indholdet i sine varer. Det betyder derfor også, at Hårby Slagtehus får en sur smiley næste gang, der deles smiley'er ud.

Niels Juul Nielsen sagde kort efter Fødevarestyrelsens påbud således:

- Jeg accepterer det, og nu vil jeg ikke gøre mere ved.

Men sagen slutter formentligt ikke her for slagteriejeren. For et af de pizzeriaer, der har købt blandingsproduktet, føler sig taget ved næsen.

- Vi vil nu gå i retten, fordi vi føler os snydt. Vi vidste ikke, det var et blandingsprodukt, siger Saif Ali fra Valentinos Pizza i Skanderborg.