Slået omkuld af lynnedslag
Lyn slog ned i et træ på golfbanen i Resenbro
3. apr 2014, kl. 07:20
Mere end 30 dage gammel
Det var et lille mirakel, at ingen kom noget alvorligt til, da et lyn slog ned i et træ på golfbanen i Resenbro ved Silkeborg. Det skriver mja.dk.
Onsdag, ved middagstid, ramte et lyn et træ ved banens hul 2, og flere golfspillere blev slået omkuld af lufttrykket.
Golfspillerne slap med forskrækkelsen. Ingen havde brug for akut lægehjælp på stedet, men enkelte blev undersøgt på sygehuset efterfølgende. Træet - derimod - står ikke til at redde.
- Det var knust i mange store og mindre stykker. Der er vel 3-4 meter tilbage af stammen. Resten var nærmest eksploderet og stykkerne lå spredt ud over fairway på hul 2 syd, fortæller Jens Anker Tvedebrink til mja.dk.