Slækker på svangreomsorg
Gravide og nyfødte på Skejby Sygehus får ikke nok svangreomsorg
Gynækologisk - Obstetrisk afdeling har nemlig ikke råd. Derfor er der hverken fødselsforberedelse, hjemmebesøg efter ambulante fødsler eller et ammeambulatorium.
- Vi har en høj sikkerhed på fødegangene. Det vil sige, at der er en jordemoder hos den fødende, og vi har den lægebemanding, der skal til, så anbefalingerne er fuldt impementeret der. Prisen, vi betaler for at have det beredskab, er, at vi ikke prioriterer fødselsforberedelsen og andre mere bløde ting. Det er ikke, fordi vi ikke synes, at det er vigtigt, men når der bliver sat hårdt mod hårdt, så vælger vi sikkerheden, forklarer chefjordemoder Joan Dürr.
Ikke alene
Men Aarhus Universitetshospital Skejby og dermed Region Midtjylland er langt fra alene om ikke at leve fuldt op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger for svangreomsorgen. Det viser en aktindsigt, som DR Østjylland har fået i regionernes svar til Sundhedsstyrelsen vedrørende svangreomsorgen.
Region Syddanmark og Nordjylland skriver det sort på hvidt, Region Hovedstaden må melde hus forbi på fire af anbefalingerne, og Region Sjælland skriver, at ressourcemangel spænder ben for forskellige tilbud på nogle sygehuse.
- Det overrasker egentligt ikke. Vi har jo set, at antallet af genindlæggelser af de nyfødte er mere end tredoblet indenfor de sidste få år, og vi ved, at det er et groft mål for svangreomsorgen, så det tyder på, at det halter, siger formanden for landets fødselslæger i DSOG, overlæge Charlotte Søgaard.
Sikres en god start
110 folketingspolitikere vedtog ellers enstemmigt i efteråret, at alle børn skal sikres en god start i livet, uanset hvor mange penge deres forældre har, og det blandt andet skal ske ved, at regionerne følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger for svangreomsorgen.
Men ude på landets fødeafdelinger halter det altså med at efterleve politikernes ønske. En af dem, som er ærgerlig over det, er Enhedslistens Line Barfod, som satte emnet på dagsordenen i efteråret.
- Det er ærgerligt, at man prioriterer hele svangreomsorgen og fødslerne så lavt, for det er helt afgørende, at man får en god start på livet. Det rammer nyfødte og forældre, men det bliver dyrt for samfundet, hvis man skal genindlægge mor og barn, fordi amningen ikke fungerer, og barnet er underernæret. Forebyggelse koster mindre, og det skal prioriteres, mener Line Barfod.
Kilde: P4 Østjylland