Slæbebåd skal frigøre Stena Line fra pram
Kraftig østenvind var skyld i, at en pram med kran rev sig løs
Det var et voldsomt syn, der mødte morgenfriske gæster på Grenaa Havn søndag morgen.
Den kraftige østenvind var skyld i, at en pram med en af de kraner, der bruges til havvindmøllerne i området, havde revet sig løs og var tørnet sammen med færgen Stena Nautica.
Det betød, at færgeafgangen fra Grenaa til Varberg klokken 14.20 blev aflyst og ligeledes blev den også retur fra Varberg.
- I øjeblikket er der en slæbebåd fra Frederikshavn på vej til havnen i Grenaa for at slæbe prammen væk fra færgen. Vi forventer, den er fjernet omkring 15.30, og derefter skulle der ikke være problemer med færgefarten længere, siger Jesper Waltersson, der er pressechef ved Stena Line, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Færge aflyst på grund af pram-sammenstød
I første omgang gik der meldinger om, at der var slået hul i siden af færgen, og at den derfor ikke kunne sejle fra land, men ifølge Stena Line skulle der ikke være problemer.
- Jeg har lige talt med kaptajnen, og der skulle ikke være noget problem. Så hvis alt går vel med at trække prammen fri, så er færgen klar igen ved 16-tiden, siger Jesper Waltersson.
Udover en slæbebåd fra Frederikshavn er også Beredskabstyrelsen fra Herning på havnen i Grenaa med fem mand.
Se de tre billeder fra havnen i Grenaa ovenfor.