Skyderi i Hasselager: Mand er ramt af skud

Østjyllands Politi holder kortene tæt ind til kroppen, men oplyser, at det formentlig skyldes internt opgør

00:45

Video: Local Eyes

En mand er tirsdag aften blevet skudt i forstaden Hasselager syd for Aarhus. 

Det oplyser Østjyllands Politi sent tirsdag aften. 

Manden er ramt af skud - et eller flere meldes der ikke om - men han er ifølge politi uden for livsfare.

Læs også Endnu en mand er anholdt efter knivdrabet i Aarhus V

Skyderiet er fundet sted på Kildeagervej i Hasselager omkring kl. 19.04, hvor alarmopkaldet indløb. Politiet har tirsdag aften afspærret et område omkring gerningsstedet og er massivt til stede med betjente og patruljevogne, som det ses i videoen øverst i artiklen fra Local Eyes

Lige nu efterforskes skyderiet som et internt opgør, lyder meldingen fra politiet.

Om der med internt opgør hentydes til de seneste måneders bandekonflikt i Aarhus Syd-området, er uvist.

For bare en måned siden blev to mænd i Hasselager stukket ned med kniv og blev alvorligt kvæstet. Få dage efter det blev en en 24-årig mand i Hasle ligeledes stukket ned. Han døde senere af sine kvæstelser.

Læs også To mænd stukket ned med kniv i Aarhus-forstad

Lignende episoder med skydevåben og vold har fundet sted i områderne omkring Rundhøj i Højbjerg og Rosenhøj i Viby. 

Østjyllands Politi ønsker ikke at kommentere tirsdagens skyderi yderligere af hensyn til efterforskningen. Politiets teknikere er tirsdag aften til stede på adressen i Hasselager for at foretage undersøgelser.

I videoen fra  Local Eyes øverst i artiklen kan du se, hvordan politiet var til stede i Hasselager tirsdag aften.

Det er i Hasselager tæt ved Viby syd for Aarhus, at skyderiet fandt sted tirsdag aften.  Foto: Google Maps