Skyderi i boligområde

Skød flere gange mod en lejlighed

Kl. 04.30 i morges blev Østjyllands Politi kaldt ud til et skyderi mod en adresse på Gudrunsvej i Brabrand.

En foreløbig undersøgelse viser, at der er affyret flere skud gennem vinduet på en lejlighed i stueetagen, hvor beboerne var hjemme, oplyser vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Ingen personer blev ramt ved skyderiet, og foreløbig tyder intet på, at lejlighedens beboere var mål for skyderiet.

Andet skyderi inden for en uge

For en uge siden blev der affyret fire skud mod en lejlighed i Bispehaven i det vestlige Aarhus. Indtil videre tyder efterforskningen på, at skyderiet bunder i stridigheder mellem rivaliserende drengebander i området.

Politiet kan hverken be- eller afkræfte, at der er en sammenhæng mellem de to skyderier.

- Det er selvfølgelig nærliggende at tro, når der sker to skyderier inden for en uge. Vi sætter alle ressourcer ind på at finde gerningsmændene. Det er klart, at det skaber stor utryghed i området, siger Jesper Bøjgaard.

Vicepolitiinspektøren har derfor en appel til gerningsmændene:

- Tænk jer rigtig godt om, før der er nogle uskyldige, der bliver ramt.

Hvis man har oplysninger omkring skyderiet, kan Østjyllands Politi kontaktes på tlf. 87 31 14 48.