Skybrud udeblev i Østjylland
Meteorologernes prognose holdt ikke stik - se, hvor meget regn, der i virkeligheden kom
Hvor blev regnen af? Det er der nok mange østjyder, der spørger sig selv om her til morgen, når de vågner op til tørre græsplæner og fliser udenfor.
Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, havde ellers varslet skybrud og torden i Østjylland søndag aften og natten til mandag.
Se også: Koldere vejr og skybrud på vej
Men de mange millimeter regn - helt op til 25 millimeter på en halv time - blev væk. I hvert fald i det østjyske, fortæller vagthavende meteorolog hos DMI, Lars Henriksen, til tv2oj.dk:
- Østjylland er sluppet relativt let hen over det. Det meste nedbør er faldet på Fyn og mod øst og også i Nord- og Vestjylland, siger han.
I blandt andet Thy-området er der ifølge DMI flere steder faldet mellem 15 og 39 millimeter regn på ganske kort tid i løbet af aftenen og natten.
Fra Randers i nord til Horsens i Syd er målingerne derimod i den lave ende af skalaen, hvor der i gennemsnit er faldet mellem en og fire millimeter regn:
- På Djursland er der faldet to-tre millimeter nedbør, så vi må sige, at prognoserne ikke helt holdt stik med hensyn til placering og styrke. Da vi sad med prognoserne i går, viste de, at det ville trække over Østjylland, siger Lars Henriksen fra DMI.
Til gengæld var søndag lig med et vejrskifte. Fra hedebølge med plus 30 grader, vågner østjyderne og resten af danskerne i dag op til noget lavere temperaturer.
Mandag er der udsigt til 17 til 22 grader varmt vejr med hård vind fra syd og sydvest, lyder det fra DMI.