Skybrud truer
Risikerer op til 20 millimeter regn
Det er klogt at huske paraplyen og gummistøvlerne, hvis man skal udenfor sidst på eftermiddagen eller i aften.
Efter en formiddag med sol og blå himmel flere steder skifter det østjyske sommervejr totalt karakter ifølge Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.
- I løbet af i eftermiddag og aften passerer der et område med regn og byger, som en overgang kan gå hen at blive kraftigt og med torden. Vi har bedømt, at der er en beskeden risiko for, at der kan forekomme lokale skybrud, siger vagthavende meteorolog ved DMI Olaf Mathiassen.
Op til 20 millimeter
Ifølge Olaf Mathiassen vil der flere steder falde op til 20 millimeter nedbør - stedvis måske lidt mere.
- Meget af det vil komme inden for meget kort tid. Kriteriet for skybrud er, at der skal komme hele 15 millimeter inden for en halv time, og det er altså kraftig regn, hvis det sker, understreger Olaf Mathiassen.
Ifølge TV 2 Vejret forventes det voldsomme regnvejr at ramme Østjylland ved 18-tiden lørdag.