Skybrud: Motorvej spærret

Vandmasser sætter veje under vand

Nattens store skybrud har flere steder i Østjylland været årsag til, at veje er oversvømmet med vand.

Vandmasserne giver specielt problemer i Aarhus-området og på det sydlige Djursland.

- I øjeblikket er Djurslandsmotorvejen spærret i retning fra Djursland mod Aarhus. Motorvejen forventes spærret i lang tid, siger vagtchef Jesper Drejer fra Østjyllands Politi

DMI melder om et lokalt skybrud i det nordlige Aarhus, hvor der faldt 48 millimeter regn på tre timer i løbet af natten til søndag. Flere personer har været fanget i personbiler, der ikke har kunnet komme frem på grund af de store vandmængder.

- Men ingen personer har været i fare, fastslår Jesper Drejer.

Se mere om nattens voldsomme skybrud i TV 2 | ØSTJYLLANDs udsendelse søndag kl. 19.30.