Skurvogne skal væk igen
Ikke nok boligløse studerende til at fylde dem op
Flere af skurvognene til boligløse studerende skal nu fjernes.
Studenterhus Aarhus, som administrerer de midlertidige boliger, har valgt at opsige lejeaftalen på 10 af de i alt 22 skurvogne.
Det betyder, at de 10 skurvogne bliver afhentet og kørt væk fra området ved Godsbanen i Aarhus omkring den 1. oktober.
Forklaringen er, at skurvognene mangler lejere, fordi mange studerende har fundet en bolig.
- Vi vil løbende følge op på udviklingen og måske opsige en enkelt skurvogn om ugen. Vi kan se, at der ikke er fyldt op i vognene, så vi har været nødt til at flytte rundt på folk, siger Stine Larsen, økonomiansvarlig ved Studenterhus Aarhus, til TV 2 | ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Der er ingen grund til, at Aarhus Kommune skal betale for leje af 22 skurvogne, hvis kun en fjerdedel af dem er fyldt op.
Skurvogns-projektet er helt nyt og skulle være med til at afhjælpe boligmanglen i Aarhus, som hvert år indtræffer, når de studerende skal begynde på de videregående uddannelser
Projektet er finansieret af Aarhus Kommune og koster 750.000 kroner.